Magento til Shopify: de fem ting, der skal bygges om
Fra Magento eller Adobe Commerce til Shopify: hvad der flytter rent, hvordan configurable products og kundegrupper løses, og hvad du sparer i drift.
En Magento-shop bliver sjældent flyttet, fordi platformen ikke kan nok. Den bliver flyttet, fordi den kan for meget til den pris, den koster at holde i luften.
Hosting, opdateringer, sikkerhedspatches, et udviklerabonnement for at kunne ændre noget som helst, og en større opgradering hvert par år, som ikke giver dine kunder en eneste ny ting. Hvis din shop omsætter for det samme som for tre år siden, men driften er blevet dyrere, er det regnestykket, der får folk til at kigge på Shopify.
Kommer du fra Prestashop, gælder det samme. Modellen er beslægtet, og de fem punkter herunder er de samme.
1. Produkttyperne
Magentos produkttyper har ikke alle et modstykke:
- Simple products bliver produkter. Ingen problemer.
- Configurable products bliver produkter med varianter. Shopify tillader tre valgmuligheder per produkt og op til 2.048 varianter, så et produkt bygget på fem attributter skal løses anderledes.
- Bundles og grouped products findes ikke som begreb. De bygges som almindelige produkter, eller med en bundle-app, hvis rabatlogikken skal med.
- Virtual og downloadable products kræver en app til levering af filer.
Beslutningen om, hvordan hver type skal lande, tages inden migreringen, ikke efter. Det er den samtale, der er vigtigst på opkaldet.
2. Attributter og attributsæt
Magento har et rigt attributsystem, og en shop, der har levet længe, har typisk hundredvis af attributter, hvoraf en tredjedel ikke bruges til noget.
I Shopify fordeler de sig på tre steder: valgmuligheder på varianter, tags og kollektioner til filtrering og navigation, og metafelter til alt det øvrige. Din opgave er at sige, hvilke attributter der skal med, og hvad de bruges til. Det er også en oplagt anledning til at smide de attributter ud, ingen har kigget på siden 2020.
3. Kundegrupper, staffede priser og B2B
Sælger du B2B med priser per kundegruppe, mængderabatter eller kunder, der skal se priser ekskl. moms, er det her, du skal begynde.
Shopifys B2B-funktioner er med på alle planer: firmaprofiler, mængderabatter, betalingsbetingelser og op til tre priskataloger. Det dækker de fleste danske shops, der har et forhandlerled ved siden af B2C.
Grænsen ligger i antallet af kataloger og i, hvor fint du kan styre dem. Har du mange forhandlere på hver sin prisaftale, eller skal priser tildeles den enkelte kunde frem for en gruppe, kræver det Shopifys Plus-plan, og det er en helt anden månedlig udgift. Der findes apps, der løser mellemtilfældene.
Afklar det tidligt. Det er det ene punkt på listen, der kan flytte dit driftsbudget markant, og det skal afgøres inden du bygger temaet, ikke efter.
4. Multistore
Kører du flere websites eller store views i én Magento-installation, skal du beslutte, om det skal være markeder i én Shopify-butik eller flere butikker.
Er det samme sortiment i flere lande, er markeder næsten altid svaret, og så er moms, markeder og salg til udlandet det rigtige sted at læse videre. Er det reelt forskellige forretninger med forskelligt sortiment, er det flere butikker og flere abonnementer.
5. URL'erne, inklusive .html
Magento lægger typisk produkter på en url_key, ofte med .html i enden, og kategorier i et sti-hierarki. Shopify bruger /products/ og /collections/ og har ingen suffiks.
Det betyder, at hver enkelt indekseret adresse skal have en 301-redirect. Har du kørt flere sprogversioner eller skiftet url_key gennem årene, findes der desuden gamle adresser, der stadig har links og trafik. Træk hele listen fra Search Console, ikke kun fra din nuværende sitemap. Bagefter er SEO-tjeklisten for de første 30 dage din kontrolliste.
Det, du reelt vinder
Ikke funktioner. Du vinder, at ingen skal patche noget, at en ændring i temaet ikke kræver et deployment, og at driftsudgiften er en fast linje i budgettet i stedet for en post, der svinger med, hvor meget der er gået i stykker.
Det er ikke det rigtige valg for alle. Har du dyb, forretningskritisk logik i din Magento-installation, som ingen app kan erstatte, så bliv. Er du i tvivl om, hvilken kategori du falder i, er det præcis det, opkaldet er til: bliv ringet op.
Ofte stillede spørgsmål
Kan configurable products flyttes til Shopify?
Ja. De bliver produkter med varianter. Bundles og grouped products har ingen direkte modstykke og løses med en app eller ved at bygge dem som almindelige produkter.
Hvad med mine kundegrupper og staffede priser?
Shopifys B2B-funktioner findes på alle planer med firmaprofiler, mængderabatter, betalingsbetingelser og op til tre priskataloger. Skal du have flere kataloger eller priser tildelt den enkelte kunde, kræver det Plus-planen. Afklar det først, for det påvirker dit driftsbudget.
Jeg kommer fra Prestashop. Gælder det samme?
Stort set. Prestashop har samme grundmodel med kombinationer, egenskaber og CMS-blokke, og de samme fem punkter er dem, der kræver arbejde.
Læs videre
WooCommerce til Shopify: hvad der flytter, og hvad der brækker
Fra WooCommerce til Shopify: hvad der oversættes rent, hvor plugins og attributter giver problemer, og hvad du skal have styr på inden du flytter.
Dandomain Webshop Classic til Shopify: dine to muligheder
Dandomain migrerer selv Classic-shops til deres nye platform. Så hvis du alligevel skal flytte, er her forskellen på de to destinationer du kan vælge.